Hele familien sad bænket på flyderen, da fjernsynet viste Sebastians Skatteøen-koncert fra Ledreborg forleden. Det er simpelthen fænomenalt, som han kan skrive melodier, den mand. Den eneste jeg virkelig savnede var Peter Thorup og hans fortolkning af "Den Flyvende Hollænder". Selvom jeg holder meget af Poul Dissing, så er han mere RosaLina-agtig end uhyggelig sørøver-agtig.
Og lige som "LA ex" har sin tvilling i "Dansevise", så har også "Den flyvende Hollænder" sin tvilling i Stings gamle nummer "Moon over Bourbon Street", men i dette tilfælde mistænker jeg ingen af dem for at have luret den anden. De er bare gode begge to - altså Sting og Sebastian.
24. maj 2009
16. maj 2009
Jeg er en gammel gnaven mand, når jeg ser Grand Prix
Jeg hepper på ABBA og Grete Ingmann, og fryder mig over, at vi endelig er fri for Birthe Kjærs "hhhhhhja" - ledsaget af det lille kåde stemmeknæk, som jeg hader af et ærligt hjerte.
PS! Rachel Stevens hit "Sweet dreams my LA X" har simpelthen lånt/hugget omkvædet fra Dansevise, og jeg er den eneste på jordkloden, der har opdaget det?????
PS! Rachel Stevens hit "Sweet dreams my LA X" har simpelthen lånt/hugget omkvædet fra Dansevise, og jeg er den eneste på jordkloden, der har opdaget det?????
7. maj 2009
Helsemim er løs
Nu er det næsten 2 uger siden, jeg indførte smørfri, næsten sukkerfri og low fat in general, og i tilgift har jeg siden jul løbet stort set hver anden dag og lavet mave, ryg og armøvelser efter løbeturen. Og så er det, at jeg ser i pressen, at man kan pille sig ud af kiloerne med "Alli".
Nu vil jeg ikke sige, at jeg føler mig fristet eller for den sags skyld har brug for det, men det er da lidt snyd. Det er lidt ligesom dengang, de satte sprutpriserne drastisk ned efter, at jeg for længst var holdt op med at drikke alkohol. Øv, øv!
Nu vil jeg ikke sige, at jeg føler mig fristet eller for den sags skyld har brug for det, men det er da lidt snyd. Det er lidt ligesom dengang, de satte sprutpriserne drastisk ned efter, at jeg for længst var holdt op med at drikke alkohol. Øv, øv!
3. maj 2009
En lille lun lykkestund
Der er blevet plantet og nydt i haven i denne weekend. Kaffen er drukket i bare tæer på den lune trappesten. Der er ingen stol eller hynde i hele verden, der slår en solvarm trappesten. Man er solidt funderet, lun bagi og med nærudsigt til travle myrer hist og pist. Og jeg elsker de små sprækker i cementen, hvor mælkebøtter og græs helt naturstridigt får fat, slår rod og giver det hele et romantisk, lettere ruinlignende præg.
Der er ikke noget at sige til, at der er så mange, der gerne vil fotodokumentere deres dagligdag, have, blomster, katte og lignende. Det er smukt; det er skønt; det er lykken!
Der er ikke noget at sige til, at der er så mange, der gerne vil fotodokumentere deres dagligdag, have, blomster, katte og lignende. Det er smukt; det er skønt; det er lykken!
1. maj 2009
1. maj
Måske hører dette indlæg hjemme under "kvindernes internationale kampdag", men det blæser jeg på. 1. maj handler også om solidaritet mellem køn og løn.
I takt med at individualismen har haft sin fremmarch - også inden for overenskomstområderne - er det jo blevet mere og mere almindeligt, at alle kan forhandle individuelle lønninger eller løntillæg. Det offentlige kom godt med lige før årtusindeskiftet med Ny Løn osv. Og hvordan er det så gået? Hvis det var små-skidt før den kollektive aflønning, så er det i hvert fald ikke meget bedre nu.
I alle de statistikker, jeg har kunne trylle frem, udgør kvinders andel af mænds løn et sted mellem 80 og 90 % af mænds løn. Og derfor gør det mig glad og stolt at være ansat et sted, hvor hver en aflønning er kollektivt og solidarisk aftalt for grupper/stillingskategorier. Det vil sige, at jeg som kvindelig leder får på øre det samme som runkedorer og unge mænd med fartstriber og spidse albuer. Og det er dejligt - because we´re worth it :-)
Længe leve det kollektive aftalesystem!
I takt med at individualismen har haft sin fremmarch - også inden for overenskomstområderne - er det jo blevet mere og mere almindeligt, at alle kan forhandle individuelle lønninger eller løntillæg. Det offentlige kom godt med lige før årtusindeskiftet med Ny Løn osv. Og hvordan er det så gået? Hvis det var små-skidt før den kollektive aflønning, så er det i hvert fald ikke meget bedre nu.
I alle de statistikker, jeg har kunne trylle frem, udgør kvinders andel af mænds løn et sted mellem 80 og 90 % af mænds løn. Og derfor gør det mig glad og stolt at være ansat et sted, hvor hver en aflønning er kollektivt og solidarisk aftalt for grupper/stillingskategorier. Det vil sige, at jeg som kvindelig leder får på øre det samme som runkedorer og unge mænd med fartstriber og spidse albuer. Og det er dejligt - because we´re worth it :-)
Længe leve det kollektive aftalesystem!
27. april 2009
Back in business
Nå! Skal vi så se at komme i sving ved tasterne igen. Mine to forrige indlæg var lige krævende nok, og jeg gik ligesom i stå hver gang, jeg motiverede mig selv ind i blogland, så nu vil jeg fokusere lidt mere letbenet i en periode, indtil det flyder lidt bedre.
Men sådan lige for fortsættelsens skyld, så bliver alt jo dagligdag - omend en forandret en, og nu handler det om rehabilitering, så brormand kan blive så god og hel som muligt igen, og jeg har det meget bedre med at heppe og bakke op, end med at græde over det. Så det gør jeg! Vi triller små ture med kørestolen udi det blomstrende forårslandskab og frydes og glædes over den allestedsnærværende skønhed. Og jeg bager stadig. Jeg bager lige dét, som brormand ønsker sig og det er lige nu knaldhåre kiks, hvilket jeg ikke kan fortænke ham i efter først 1½ måned på sondemad og siden 1 måned med mos :-)
Men nu er jeg her altså igen; glad fro og veloplagt og undskyld over det miserable fremmøde på bloggen.
Men sådan lige for fortsættelsens skyld, så bliver alt jo dagligdag - omend en forandret en, og nu handler det om rehabilitering, så brormand kan blive så god og hel som muligt igen, og jeg har det meget bedre med at heppe og bakke op, end med at græde over det. Så det gør jeg! Vi triller små ture med kørestolen udi det blomstrende forårslandskab og frydes og glædes over den allestedsnærværende skønhed. Og jeg bager stadig. Jeg bager lige dét, som brormand ønsker sig og det er lige nu knaldhåre kiks, hvilket jeg ikke kan fortænke ham i efter først 1½ måned på sondemad og siden 1 måned med mos :-)
Men nu er jeg her altså igen; glad fro og veloplagt og undskyld over det miserable fremmøde på bloggen.
1. marts 2009
Suk hjerte, brist ikke
Dagen idag er den allerværste dag i ét menneskes liv. Den dag har jeg været en del af, og det var hårdt. Sygeplejersken fortalte mig, inden jeg gik ind til ham, at han nu - efter flere ugers dyb søvn - er vågen, og at han har fået fortalt, hvad der er sket, og hvordan den nærmeste fremtid tegner sig. Han har grædt og grædt - som man nu kan, når man stort set intet kan.
Hvis jeg nogen sinde har syntes, at jeg har fået jordkloden i hovedet, så synes jeg det ikke længere. Hvad skulle jeg sige, da jeg sad dér og holdt hånd? Min utilstrækkelighed var larmende. Jeg var bange for at sige, at alt bliver godt igen, selvom jeg havde brændende lyst til det. Hvad ved jeg? Intet! Prøvede at tolke signalerne fra det vågne øje og fra hånden, der kunne klemme min, men jeg kunne ikke skelne mellem kramper og bevidste bevægelser. Jeg var også bange for at stresse ham.
Ud og tude bagefter. Det er svært at se på, når en verden styrter sammen.
Lige denne dag idag - den vil jeg huske, når jeg skal have proportionerne på plads. Gid jeg altid må forblive taknemmelig for, hvad jeg har.
Hvis jeg nogen sinde har syntes, at jeg har fået jordkloden i hovedet, så synes jeg det ikke længere. Hvad skulle jeg sige, da jeg sad dér og holdt hånd? Min utilstrækkelighed var larmende. Jeg var bange for at sige, at alt bliver godt igen, selvom jeg havde brændende lyst til det. Hvad ved jeg? Intet! Prøvede at tolke signalerne fra det vågne øje og fra hånden, der kunne klemme min, men jeg kunne ikke skelne mellem kramper og bevidste bevægelser. Jeg var også bange for at stresse ham.
Ud og tude bagefter. Det er svært at se på, når en verden styrter sammen.
Lige denne dag idag - den vil jeg huske, når jeg skal have proportionerne på plads. Gid jeg altid må forblive taknemmelig for, hvad jeg har.
28. februar 2009
Slutspurt
Det er lige, hvad det er, hvis jeg vil have dokumentation på, at jeg har været online i februar måned. Jeg får simpelthen den fæleste laptop-skulder af at være online, og så er jeg jo ligesom nødt til at lade være ind i mellem.
I øvrigt har der heller ikke rigtig været noget at skrive om, for jeg har været tom for spidsfindigheder og delbar tankevirksomhed. Der er sket store og tragiske ting i livet omkring mig, men visse ting har bedst af at forblive off-line, når de foregår, så man kan koncentrere sig om at være der for de, der trænger til det.
Min rolle har bestået i at agere reservemor og at at være praktisk og stærk, og jeg tror, at jeg har bagt mig igennem hele perioden. Aldrig tidligere i mit liv har jeg produceret så meget og så god mad (jfr. da også seneste indlæg om dagens kost) og så meget prima bagværk. Jeg er ikke god til at være ked af det.
En lille familie meget tæt på mig har været en hårsbredde fra at miste far/mand, og det skete, mens han var på ferie i udlandet. Det giver mange praktiske problemer oveni al det følelsesmæssige. I dag kommer han hjem til fortsat behandling her i landet, og måske er det først nu her i weekenden, hvor jeg skal ud og besøge ham på hospitalet, at virkeligheden skal til at trænge sig ind på mig.
I mellemtiden dufter huset fortsat af nybagt brød og kanel.
I øvrigt har der heller ikke rigtig været noget at skrive om, for jeg har været tom for spidsfindigheder og delbar tankevirksomhed. Der er sket store og tragiske ting i livet omkring mig, men visse ting har bedst af at forblive off-line, når de foregår, så man kan koncentrere sig om at være der for de, der trænger til det.
Min rolle har bestået i at agere reservemor og at at være praktisk og stærk, og jeg tror, at jeg har bagt mig igennem hele perioden. Aldrig tidligere i mit liv har jeg produceret så meget og så god mad (jfr. da også seneste indlæg om dagens kost) og så meget prima bagværk. Jeg er ikke god til at være ked af det.
En lille familie meget tæt på mig har været en hårsbredde fra at miste far/mand, og det skete, mens han var på ferie i udlandet. Det giver mange praktiske problemer oveni al det følelsesmæssige. I dag kommer han hjem til fortsat behandling her i landet, og måske er det først nu her i weekenden, hvor jeg skal ud og besøge ham på hospitalet, at virkeligheden skal til at trænge sig ind på mig.
I mellemtiden dufter huset fortsat af nybagt brød og kanel.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
